Heidi, der ejer familiekennelen Frølund’s Newfhome, bor i den lille landsby Vejrum, som ligger tæt på Struer.
Heidi ejede Frølund’s Newfhome sammen med hendes mand, Mogens, indtil sommeren 2020, hvor Mogens desværre tabte kampen til kræft.
Mogens blev 60 år og har kørt lastbil i mange år i Europa.
De seneste år arbejdede han på lageret ved 
samme speditions- og vognmandsforretning, men kørte stadigvæk sydpå fra tid til anden. Mogens har i en periode siddet i bestyrelsen for Newfoundlandklubben Danmark som Medlems- og udstillingsansvarlig.
Heidi er 59 år og har gået hjemme ved de to store piger, da de var små og startede som dagplejer, da barslen med deres tredje pige var færdig. Hun er i dag fleksjobber, hvilket betyder, hun er hjemme ved hundene det meste af dagen. Heidi er certificeret opdrætter og har taget DKK’s opdrætteruddannelse.
Vores hjem
Hundene er en del af vores familie, derfor er huset og haven indrettet således, at hundene må være stort set over det hele. Dog ser vi helst, at hundene boltre sig ude i vores store have, og forholder sig roligt indendøre.
Vores hunde-historie
Vores første newfoundlandshund
Vi fik vores første newfoundlænder i 1982 ved en tilfældighed. Vi boede til leje ved et hold venner, der havde newf’en Bamse. Vi blev hurtigt glade for ham og omvendt. Og da vennerne solgte huset for at begynde med studier, ja så flyttede Bamse med os til Struer. Han var den sødeste hund. Vi fandt dog aldrig ud af hvor hans genmateriale kom fra.
Vores første barn, Bonnie, kom til verden i 1984. Og pludselig så vi en helt ny side af Bamse, nemlig hans veludviklede beskytter-gen. Bonnie faldt nærmest aldrig og slog sig – for Bamse var der altid, så hun kunne gribe i hans pels.
I 1987 kom så vores andet barn, Bolette. Hun fik ligesom sin ældre søster et tæt forhold til Bamse. Han døde som en glad, gammel hund hvorefter vi havde et par år uden hund.
Eeeeeemiiiil!
I 1992 kørte vi til Ny Folsted ved Tylstuup og hentede Ny Folsted`s Emil hjem. Han blev en rar, stor og velvoksen hanhund på 90 kg (han var IKKE tyk). Vores tredje barn, Boanna, blev født i 1993. Også hun lærte at gå ved at støtte sig til newfoundlænder. Da Emil i en alder af 4 år begyndte at have svært ved at komme op at stå, satte vi ham på slanke kur. Hans hofte var slidte og en lettere vægt kunne måske lette hans besvær. Det hjalp desværre ikke og i samråd med dyrlægen blev vi enige om, at han skulle have fred. Han blev kun 5 år inden han døde i 1997. Det var utroligt hårdt at sige farvel til Emil og vi besluttede, vi aldrig ville have hund mere.
Ét standpunkt til man tager et nyt
En søndag morgen i 2000 sidder Heidi og læser Jyllandsposten. Der er en tæve på 10 mdr., som mangler et nyt hjem. Vi bliver enige om, at Mogens lige kunne køre forbi og se hende, næste gang han kørte sydpå i lastbilen. Han ringede hjem og sagde, at hende kunne vi godt hente. Så Heidi og alle 3 tøser kørte til Fåborg i Sønderjylland til Dark Velvet efter Dark Velvet’s Candy Floss. Candy var dejlig og god som dagen var lang. Hun havde alle de egenskaber, som en newfoundlandshund skal have. Desværre fik hun konstateret E-hofter. Hun fik derfor opereret guld ind i begge hofter, hvilket var en kæmpe succes.
En newfoundlænder bliver til to
I 2004 er Heidi inde at købe hundefoder ved dyrhandleren, der nævner en kunde i Hvidbjerg med newfoundlænderhvalpe. Vi fik nummeret og ringede dertil for at høre, om vi måtte komme og se og dufte de små. Det måtte vi gerne (kørte lige omkring banken efter penge, inden vi kørte der op). Det endte jo selvfølgelig med, at vi havde smukke Nanna fra kennel Star Quality med hjem. Hun var vores lille søløve, hun sad altid og trippede med forbenene, som var hun en søløve. Pludselig havde vi to hunde på én gang, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det er tydeligt, hvor meget glæde de har af hinanden.
Hundeudstilling – er det noget for os?
Med købet af Nanna lærte vi også ejerne af kennel Star Quality at kende. Det var dem, der i sin tid fik Heidi overtalt til at tage med på udstilling, de skulle nok tage Nanna med i ringen. Hermed kom vi ind i udstillingsverdenen. Nanna blev nu ikke den store udstiller, hun ville hellere løbe ud af ringen og hjem til sit telt.
Da Candy dør i 2006 af kræft rammes Nanna af en stor sorg over at miste sin ven. Derfor kører vi få måneder efter til Bredebro efter Calløe Pretty Bear`s Didde. Hun viser sig at være en meget mærkelig og speciel hund, men utrolig kærlig – især for Boanna, de to havde et bånd, som vi andre ikke var en del af. Didde var i ringen nogle gange, men syntes bestemt ikke det var sjovt, så det slap hun for. Didde dør i 2010 af kræft, 4 år gammel. Det var så hårdt, at skulle sige farvel til hende i så ung en alder, og endnu engang er Nanna alene.
En newfoundlænder hund er da sort?
Vi ringer til Mette Krohn for at høre, om hun har hvalpe pt. Det har hun ikke, men hun har lige haft en parring og hvis det blev til noget, kunne vi komme i betragtning. Vi ventede med spænding og d. 31/1 2011 blev Zhila, vores første hvid/sorte Newf, født. Det var en stor dag, da vi kørte mod Falster efter Moonshinelover´s Zip Code Zhila. Hun er bedårende smuk og sikken en kæle-pot. Der er gang i hende, og vi er sikre på, hun har læst avisen, inden hun kommer med den. Da der bor nogle helt FANTASTISKE skøre vandpiger på Falster, fik vi igennem dem også kendskab til vandarbejde med newf’en. 2011 var også det år hvor Heidi fik sin debut som handler af en hund i ringen til Gold Cup.
Et styk arvegodt og meget lidt newfoundlænder
Skæbnen vil at Heidis mor døde for år tilbage og hendes papfar gik bort i starten af 2012. Der stod tilbage en sød lille tæve – en PEKINGESER! Dolly som pekingeseren hed, blev smidt for Newfoundlænderne og hun styrede dem med hård hånd. Trods Dollys stædighed, skulle hun nu til at leve livet som hund i et hus hvor tingene gik stærkt, samt med to store newfoundlændere. Vi måtte desværre i julen 2017 siger farvel til Dolly i en alder af 14 år.
En, to, tre newfoundlændere
Nanna, der efterhånden var blevet en moden dame, var ikke altid lige imponeret af Zhilas energi. Så da Mette i 2012 spurgte, om vi ikke ville have en hund på 5 mdr., som hun ikke havde fået solgt, kørte vi endnu en gang mod Falster. Her fik vi Moonshinelover´s Blue Thursday – Bianca. Hun er en rigtig familie hund, hun elsker, at være der, hvor vi er. Der må gerne komme gæster, men de må også gerne tage hjem igen. Når der er andre hunde på besøg hos os, leger hun lige lidt med dem, derefter går hun ind under trappen eller ind i hundegården og venter på, at de tager hjem. Tak til Mette for Bianca. Med Bianca i huset var der hele 3 newf’er i huset i en tid. Men Nanna dør også af kræft i 2012, og vi savner stadig vores lille søløve.
2014 skal Star Quality have et kuld hvalpe, men der er desværre kun 1 tæve. Over et par kopper kaffe og nogle øl bliver vi overtalt til, at hun skulle bo ved os. I 2014 flyttede Star Quality`s Anna Maries Karla derfor ind hos os. Karla blev vores første rigtige udstillingshund, og hun er derfor blev slæbt landet rundt, til diverse udstillinger med gode resultater.
Frølund’s newfhome opstod og 3 Newfoundlænder blev til 6!
Et kuld hvalpe havde længe været på tale, så i år 2015 fik vi laver vores eget kennelmærke “Frølund’s Newfhome”, så de små bjørne kunne flytte hjemmefra med et kennelnavn. Vores første kuld hvalpe kom til verden en nat i September 2016. Desværre blev det kun til to små hvid/sorte newfoundlændere. Frølund’s Newfhome Abby forblev i vores kennel, men flyttede op til det nordjysk ved vores mellemste datter. En vinternat i Februar 2017 ankom vores andet kuld hvalp, denne gang 10 sorte. Endnu engang måtte vi beholde en tæve fra kuldet. Frølund’s Newfhome Becca blev derfor boende ved os, og 4 newfoundlændere blev til 5. Mogens tog under fødslen af de 10 hvalpe imod en hanhund midt i en snedrive i haven. Det skulle vise sig, at Mogens ikke kunne nænne at komme af med netop denne hanhund. Derfor måtte Mogens med sine bedste evner overtale den yngste datter til, at Frølund’s Newfhome Boas, skulle bo ved hende. Det lykkes for Mogens og hermed blev 5 newfoundlændere til 6!
6 Newfoundlændere skal blive til færre
I over to år levede Frølund’s Newfhome med 6 lækre newfoundlændere i kennelen. Men med hele 6 hunde, ved vi jo godt, at antallet ikke vil vare for evigt. En varm sommerdag i juni 2019 måtte vi desværre køre akut til dyrlægen med Zhila. Her måtte vi tage den tunge beslutning og sige farvel til vores allesammens solstråle. Kræften var indtruffet. At komme hjem til en hus hvor der kun var sorte hunde var en omvæltning for hele familien. Vi er i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kommer til at vænne os til, at der ikke hver dag, løber en hvid/sort rundt i kennelen.
Når livet ændre sig markant
En december dag i 2019 får Mogens konstateret kræft. Som familie har vi besluttet, at leve et helt almindeligt liv. Mogens er deltagende i udstillinger, vandarbejde og diverse, som han kan holde til. Desværre taber Mogens kampen til kræften i juli 2020. Heidi skal nu vænne sig til at være alene. Hundene blev den helt store støtte for hende – hverdagen SKAL gå videre efter sådan et tab. Hundene skal jo have mad, luftes osv. Heidi fortsatte med vandarbejdet og udstillingen. Nu som enke og med 5 newfoundlændere i kennelen, hvoraf de 3 af dem bor ved Heidi skal der blive færre! Men på den helt naturlige måde.
Når 5 hunde bliver til 3
I efteråret 2020 måtte vores guffi Karla være den første til at tage afsked med flokken pga. sygdom. Der blev helt stille i huset efter Karlas død. Heidi var nu nede på 2 hunde i huset, hvilket gjorde hverdagen nemmere for Heidi efter Mogens’ død. 2 hunde er egentlig ret passende for Heidi. Dette betød også, at udstilling blev sat på pause, da hverken Bianca eller Becca er udstillingshunde. For en periode lever Heidi og de 2 hunde i fred. Bianca bliver ældre og har nu nået en alder på 9 år. Heidi tager beslutningen om at give Bianca fred i sommeren 2021 pga. alderdom og kræft. Én hund i huset har Heidi stort set ikke prøvet siden 2004. Men hvor blev tingene endnu nemmere og mere roligt. Men…. Der manglede noget liv i huset.
Ønsket om en hvid/sort newfoundlændere huset
Heidi og Mogens har siden Zhilas død haft et brændende ønske om en hvid/sort newfoundlænder i huset igen. Og Heidi vil gerne have 2 hunde igen. Heidi scroller forbi mange sorte og brune kuld, men ingen hvid/sorte falder i hendes smag. Ventetiden er lang. Mette Krohn har de fineste sorte hvalpe, og da Heidi finder ud af at nogle af hvalpene ikke er solgt da de er 7 – 8 uger kan hun ikke vente længere. Bilen kører atter engang til Falster, og hjem kommer Moonshinelover’s I’m Your Private Dancer – Ibi. Huset er nu fyldt med kærlighed. Heidi har vidst glemt hvordan det er at have hundehvalp i huset. Midt i glæden over Ibi, beslutter den yngste datter at sige farvel til verdens bedste Boas, på 5 år, efter længere tids sygdom. Boas var Mogens’ hanhund, som han tog imod i snedriven. Det gør rigtig ondt at sige farvel til Boas, men vi glæder os nu over, at Mogens og Boas nu er sammen igen i himlen. Ibi er om sig og holder Heidi godt i gang. Ibi egner sig godt som på vandhund og udstillingshund. Derfor er Heidi nu igen med på diverse udstillinger rundt i landet.
Et hjem uden en hund er bare et hus
Alt i alt kan man sige, at hundene fylder vores hverdag med gode og dejlige oplevelser. Vi nyder at bruge tid på hver og en af dem, også de hunde som ikke bor ved os.
Newfhome 